Fortællinger om den Gamle Smedje

Smedielærling i Horreby smedie 1945—1949

Fortalt af Jørn Faber Henriksen

Jørn Faber Henriksen blev født i 1929 i Øster Toreby. Han begyndte som bydreng hos skomageren, og som 13-årig gik han til hånde hos smeden i Øster Toreby, Louis Larsen, hvor han trak blæsebælg og lærte at slå med forhammer.

Jeg kunne lide lugten af kul røg og at have sorte fingre, men tiden var i slutningen af anden verdenskrig 1945. Og det var vanskeligt at få en læreplads som maskinarbejder. Der var mangel på jernleverancer, og tiden var temmelig usikker. Min far søgte på flere værksteder, og umiddelbart efter min konfirmation stod en læreplads ledig i en landsby-smedje i Horreby midt på Falster. Min far og jeg kørte på cykel derud for at snakke med smeden, og en lærekontrakt kom i stand.

Jeg skulle starte d. 1. maj 1945, og kontrakten lød på 4 år og 3 måneder, ansættelsen var med kost og logi. Lønnen var 50 kroner det første år, 75 kr. andet år, 100 kr. tredje år og for det sidste år 425 kr. Arbejdstiden var fra kl. 7 morgen til kl. 5 aften. Ugen var på 6 dage, og sommerferie i 14 dage med 1 kr. om dagen i feriepenge.

Fra 1. september indtil 1. marts gik vi i teknisk skole i Nykøbing F om aftenen fra kl. 6 til kl. halv ni. Det var en cykeltur på 20 km frem og tilbage. Vi fik fyraften kl. 5, og før vi forlod værkstedet, skulle der ryddes op. Derefter skulle vi vaskes og spise et par klemmer brød og så af sted.

På værkstedet var mester, 2 læredrenge og en ugift svend ansat. Vores logi var et karlekammer i en garagebygning sammen med smedekonens vaskehus, hvor vi måtte vaske os. På værelset var to karlekammersenge (kasmarokker) med hessianmadrasser og hestehårsdyner, et bord, to stole og et stort klædeskab. Der var ingen kakkelovn, og i de· strenge vintre var der rim på dynen og på væggen, når vi vågnede om morgenen. På et loftsværelse boede den ugifte smedesvend.

Smeden vækkede os kl. 6 om morgenen, hvor vi gik i gang med at hente kul og tænde op på essen, inden vi kom ind i køkkenet og fik havregrød og en kop kogt mælk (der var kafferationering). Kl. halv ni fik vi frokost, et par stykker brød og igen en kop kogt mælk. Varm middagsmad kl. tolv og derefter en times middag. Kl. ca. tre eftermiddag fik vi kaffe med hjemmebagt kage og til aften smørrebrød.

Om vinteren, når vi kom hjem fra teknisk skole, fik vi kaffe med franskbrød. Smedekonen havde tjenestepige, og som regel ved middagstid og eftermiddagskaffetid kom bønder eller tjenestekarle med til bords, hvis de fik skoet heste.

Smedjens indretning

Smedjen var med lergulv, hvor vi hvert andet eller tredje år stampede nyt lergulv. Essen var indrettet med elektrisk blæser, essetrug. På væggen var ophængt smedetænger, sænkehammere, hjulmål osv. På en stor træklods lå sænkambolten til udsmedning af runde emner. Ambolten var placeret på en granitblok, og ved oprydning til fyraften skulle ambolten løftes ned fra blokken og rengøres for glødeskaller.

En jernreol langs væggen ud mod vejen. Jernreolen tjente tillige som skrivebord for vores dagbøger, hvor vi hver dag skulle skrive, hvad vi havde lavet, og hvilke materialer, der var brugt.

Filebænken var indrettet med tre skruestik. En skruestik til filearbejde, en skruestik til smedearbejde, og en skruestik ved et mindre elektrisk svejseværk, en transformator.

Over filebænken var hylder og ophæng til lokkebrodder, dorne, kørnere, gevindbakker, snittappe. Under filebænken var hylder med maskingods, brugte bolte og møtrikker.

I værkstedet var placeret et autogensvejseværk på en transportvogn, en boremaskine og en smergelsten trukket af et forladstøj. Ved boremaskinen var en nedsænkning for at kunne bore bolte i pålagte vognringe. Ophængt på en stolpe var påmonteret et specielt trækapparat, beregnet til montering af gummiringe på charabanc og lette kørevogne.

I forbindelse med smedjen lå et lavloftet beslagskur. Når nye ringe skulle lægges på vognhjulene, brugte vi en hjulplan, som også var henstillet i beslagskuret.

På smedepladsen var opstillet harver, plove, radrensere og andre landbrugsredskaber til reparation. Brokkassen var anbragt umiddelbart uden for smedjedøren. Loftet med de sortsværtede bjælker hængte faretruende ned og var flere steder lasket sammen med kraftige lasker. På loftet hengemtes meget tungt maskinmateriel. Dele fra gamle lokomobiler, traktordele og gamle cykler.

Tilbygget smedjen lå et maskinværksted, hvor der var anbragt en ældre model af en drejebænk trukket af et forladstøj. Drejebænken kunne bruges til at oprette aksler, til at dreje simple bøsninger og andet groft drejearbejde. Værkstedet brugtes til reparation af traktorer, tærskeværker, vogne, biler osv. I værkstedet opbevaredes olietønder, gamle dæk, maskindele og ting til senere reparation. I forbindelse med tilbygningen lå en svinesti og et kulrum. Desuden lå i gården to kummer, det ene til smeden, smedekonen og tjenestepigen, og det andet til læredrengene og svenden.

Bag ved værelserne lå smedens have og en stor hønsegård med plymouthrock-høns, og yderst i gården stod vandpumpen, hvor vi hentede vand, når vi skulle vaskes, og det var yngste læredrengs arbejde at hente vand til svenden og anden læredreng.

Den første læretid.

Smedeprøven

Den første dag af læretiden blev jeg sat til at lokke hestesko op. Man brugte fabrikssko, hvor sømhullerne skulle åbnes til sømmene. For at nå op til skruestikken stod jeg på en kasse med en lokkedorn i den ene hånd, en kraftig bænkhammer i den anden og en oliepøl til at smøre lokkedomen. Efter de første fire slag var der kommet olie på domen og bang, der fik pegefingeren det første slag. Nå videre, næste gang langfingeren, der revnede. Så ind til smedekonen. Jod og en klud på knægten. Efter et knald mere på tommelfingeren begyndte jeg at ramme nogenlunde.

I middagsstunden kaldte svenden mig til sig, og med et snuptag blev jeg vippet op og fik dyppet håret ned i esse truget. Til aften skulle ambolten tages ned til rengøring, og til det var købmandslærlingen inviteret over for at se på, for nu at få hjælp til at få ambolten op, måtte jeg bruge to kroner, som jeg havde fået som lommepenge hjemmefra til øl.

Næste dag kom jeg i en kedelig situation. Smeden sendte mig ned til byens gamle smed, der boede ved siden af mejeriet. Jeg skulle hente en præstepik som den gamle smed havde lånt i smedjen. En præstepik er et stykke værktøj til ambolten, en konisk top på en 6-7 tommer til at dreje øjet på en krog eller andet rundt materiale. Den gamle smed var ikke hjemme, og til konen fik jeg fremstammet mit ærinde, hvorpå døren blev hamret i, og der var skideballe til yngste læredreng, der kom hjem uden præstepik.

Tredjedagen bød på endnu en manddomsprøve. Umiddelbart overfor smedjen lå et stort snedkeri med mange læredrenge og svende. Der gik vi over i middagsstunden, og jeg blev præsenteret som den nye læredreng i smedjen. Der blev snakket om lidt af hvert, og pludselig tog en af snedkersvendene fra værkstedet en af læredrengene for at rulle ham i en bunke fine spåner. Godt med spåner blev fyldt ned i drengens bukser, og drengen jamrede højlydt til stort grin for selskabet. Inden jeg så mig om, var det min tur, og et par kraftige snedkersvende fik mig nemt lagt på gulvet, hvor jeg fik trukket bukserne ned, og limpotten blev hentet på limovnen og med penslen blev mine klodser smurt ind i snedkerlim. Limen var halvtynd og størknede meget hurtigt, og det var med tårer i øjnene og små skridt, at jeg kom over vejen til smedjen, hvor smeden hidsigt kaldte på os læredrenge. Der skulle slås med to forhamre på en kraftig stålspids til vejtromlen, der skulle bankes ud. Jeg kunne slet ikke løfte hammeren, og smeden blev mere og mere tosset og ville vide, hvad der var i vejen, fordi min lærekammerat storgrinede. Til sidst fortalte kammeraten, hvad der var sket, og smeden skældte groft ud, hvorefter jeg blev sendt ind til smedekonen for at få vasket snedkerlimen af. Efter næsten en times skrubben med blød sæbe og en terpentinklud blev jeg klar igen. Derefter fik jeg fred, min smedeprøve var overstået.

Arbejdet i smedjen.

Skoning af heste

Arbejdet i smedjen bestod hovedsageligt af hestebeslag! Smededrengen skulle brække gamle sko af og påbegynde udvirkning af hoven. Når smeden havde lagt skoene på, skulle læredrengen nitte op. Benet blev sat op på en træbuk, og sømspidserne skulle nippes af, hvorefter man med hovklingen huggede en rille under sømmet og vejnede det ind i hulningen, så hesten ikke kunne rive sig på løse sømender. Inden man vejnede sømmet, brugte man et trækjern, man anbragte på siden af sømmet, hvorefter man med beslaghammeren strammede sømhovedet op under skoen, og derefter pudsede man hoven af for trevler med hovraspen.

Senere i læretiden lærte vi at slå sømmene i hoven. Sømmet passedes til med følelse, og med små slag trak man sømmet ud i en passende højde på hoven, og man skulle huske snarest muligt at vejne sømmet. Hvis hesten trak benet til sig, kunne man risikere at rive bukser og låret. Den faste hov, hvor sømmet skulle igennem, havde en beskeden tykkelse på ca.10 millimeter. Hvis sømmet kom ind i den bløde del af hoven, blev hesten halt.

Hvis hestene var urolige eller direkte farlige, blev der lagt en bremse på mulen. En bremse var et kort stumpt kosteskaft med en slynge af en stump tørresnor. Når den blev strammet om mulen, tænkte hesten mere på smerten end på at trække benet til sig. Hvis en hov var flækket, var smeden ekspert i at bore en nagle i, som blev nittet på begge sider. Eventuel betændelse i strålen, en del af hoven, blev behandlet med lysol, og i nogle tilfælde blev der lagt en gummisål under skoen.

En anden behandling, vi var med til, var at brænde tandkød på hestene. Hesten kunne få et død kød under ganen og kunne derfor ikke tygge sit foder. To mand holdt en rundstok på tværs i hestens gab samtidig med at bremsen var påsat. Smeden havde formet et stykke 1 tomme 1/4 tomme fladjern i en halvrunding, som blev varmet hvidglødende, og i en vældig fart blev jernet trykket op i den beskadigede gane. (Føj for en stank!)

Påsætning af vognringe mm.

Forhammeren blev brugt til forskelligt smedearbejde: hestesko, hængsler, murstabler, harvetænder, vognringe osv. Et krævende arbejde var pålægning af vognringe. Et flot tilrettet hjul modtog vi fra karetmageren. En ny ring blev opmålt med spær mål, som målte omgangen på hjulet. Spær målet var en tynd runddel i en gaffel. Til pålægning af ringen brugtes en seksdelt stjerneformet hjulplan, Hjulet blev spændt på seks klodser, og til at trække den stærkt opvarmede jernring på brugtes nogle kraftige spærhager af rør påsat en hage. Godt opvarmet skulle ringen trækkes på hjulet for at krympe sig fast på træfælgen. Pålægning og afkøling skulle gå hurtigt for ikke at svide træfælgen. Alt efter hjulets størrelse blev der boret 6-8 hjulbolte gennem ring og fælg. Ligeledes foregik indsætning af navbøsninger, et præcisionsarbejde, hvor man brugte sækkelærred til at sikre, at bøsningen sad ordentlig fast. Sporing af hjulene blev udført meget præcist med måleværktøj.

Til vognbeslag hørte smedning af beslag for hammeler, svingler, beslag for vognstang en såkaldt brille, hovedboltbeslag, kæpstokbeslag, beslag for langvej, hitter til vognaksler og kantskinner på fjelde og vognsmækker. Et stykke arbejde, som vi udførte, var at lægge bånd på sulekar, lokumsspande og øl bryggekar. Galvaniseret båndjern blev banket konisk og strammet omkring staverne med specielle stemmejern. Et lettere arbejde var at skafte skovle, spader, roegrebe, haveriver og høtyve. De fleste gårde og huse havde brønd og håndpumpe, hvor der blev skiftet opslidte stempelmanchetter og hjerteklap, en læderklap med kontravægt, som holdt vandet i pumpen, holdt den spædet. Til fremstilling af bygningsbeslag hørte smedning af port- og dør­ hængsler, dørklinker med vræl og anslag. Tilspidsning af harvetænder, vætning af radrenserskær og plovskær, så skærene var lette at slibe på smergelstenen. Reparationer af beslag til ko- og svinestalde hørte naturligvis til det daglige.

Høstmaskiner

Op til høstsæsonen blev foretaget udskiftning og reparation af maskindele på slåmaskiner og selvbindere, bl.a. på nitning af nye knivblade, reparation af sejlruller og bindeapparat med knytter og styr til bindegarn. Tærskeværker fik udskiftet lejer, Ryster og læggerapparat blev påsat nye slagler, og Broen blev rettet op og isat nye risttråde. Nye kiler til remskiver blev fremstillet og tilpasset. Sold og sækkeanordninger blev efterset. På halmpressere blev efterset bindeapparat, og nåleføringen blev justeret til den rette føring af bindegarn. Remme blev tilpasset træk til elmotor eller traktortræk.

Efter krigen

Efter anden verdenskrig, sidst i fyrrerne, da landet fik tilført benzin, skulle de gamle traktorer klargøres, Ikke mange havde en gammel traktor, men i landsbyen var 5 gamle Fordson traktorer, som blev efterset, Motorerne blev startet på benzin med et glødehoved, som blev opvarmet med en blæselampe, og når motoren var varm, blev den slået over til drift på petroleum. Samtidig blev en del biler, Ford 29-30, Chevrolet D.K.W. osv. taget ned af klodserne, efterset og startet. Det var et spændende arbejde ind imellem hestebeslag og smedearbejde.

En uheldig oplevelse fik jeg med en gammel Fordson Major på jernhjul, som jeg selv havde været med til at sætte i stand. Da ingen andre på værkstedet havde tid, blev jeg sendt af sted med traktoren for at aflevere den hos bondemanden, som boede på Listrupvejen. Af sted gik det ned ad vejen, hvor jeg stolt kunne vinke til bønderkarlene, der arbejdede på markerne. Vel ankommet til gården viste bonden om til et gammelt vognskur. Godt inde i skuret træder jeg koblingen ud for at standse, men ak, koblingen virker ikke, og ganske befippet fortsætter jeg med traktoren op ad væggen, og på et øjeblik holdt jeg inde i kostalden, inden jeg får trukket i stopknappen. Da jeg ryger igennem væggen, får jeg en gammel vognbund ned over mig, men bortset fra en flænge i panden slipper jeg godt fra det. Hvorom alting er, tager bonden det med godt humør, og efter en behandling med jod og en forbinding om hovedet, kører bonden mig tilbage til smedjen, hvor naturligvis helvede bryder løs fra mester. Årsagen til uheldet var en split, som ikke var sat i koblingstangen.

Umiddelbart efter krigen var det et sandt kunststykke at lappe cykler og hjul til gummivogn eller bil. Ingen nye dæk kunne fremskaffes, og var de nye, var det celluldsdæk, der ikke var meget bevendt. Kunsten var at klippe lapper til og lægge under de slidte huller i dækkene. Når hjulene skulle pumpes, røg dæklapperne nemt væk fra hullerne, og slangen sprang med et brag. Solution kunne ikke købes, men blev lavet af rågummi opløst i benzol.

Rørarbejde

Naturligvis i takt med udviklingen kom en del rørarbejde på gårdene og mejeriet. På gårdene blev opsat elektriske pumper med hydrofor. Også centralvarme vandt indpas med støbejernskedler til brændefyr. Gevindskæring var en kattepine. Gevind blev skåret med faste bakker, der var temmelig slidte, og en kæmpeklub til 2 tommer rør, der skulle trækkes af to mand. Til smøring blev brugt fiskeolie, der naturligvis stank ad pommern til. Badeværelser og toilet blev også etableret hen ad vejen. Ved nedgravning af septiktanke blev der, for at få dem i gang, nedkastet en selvdød høne. Når bønderne konkurrerede om først at få lavet bad og toilet, kom de i smedjen: "Hva' ske', hva' ska' det koste og få maskinlokum?" Nogle fik lavet bad og toilet og brugte alligevel grebningen i stalden.

Et specielt arbejde bestod i pålægning af gummiringe for lettere charabanc fjeder- og jagtvogne. I gummiringen var to huller, hvori der blev trukket to specielle ståltråd. Når ringen var målt ud med en speciel strækprocent, blev hjulet spændt op i en trækanordning med et håndhjul til opstramning af gummiringen og de to isatte tråde. Når opstramningen var udført, var en åbning på ca. 5 tommer i gummiringen, og trådene var blotlagt. I åbningen blev de to tråde tilpasset og skærpet til svejsning. Derefter blev gummiringen beskyttet med asbest, og derpå blev trådene slagloddet med messingtråd og salicylpulver. Når processen var overstået, var det lærlingens arbejde med en håndhammer at strække åbningen på plads, så ringen sluttede tæt sammen.

Rensning af mejerikedlen

Et arbejde som lærlingene ikke var særlig vilde med, var rensning af mejerikedlen. Arbejdet foregik to gange om året og var natarbejde. Kedlen blev slukket kl. ca. 12 middag og tømt for vand. 2-3 timer efter kunne mandedækslet fjernes, og i hullet blev sat en ventilator til at nedkøle kedlen. Vi gik tidligt i seng og blev purret af mester ved 12-tiden om natten. Kedeltemperaturen var nu ca. 40-45 grader. Vi blev udstyret med et par gamle kedeldragter og gummisko og så ned i kedlen. Vores arbejde bestod i at hente slam op fra bunden af kedlen. Med fejeblade skrabede vi slammet op i nogle spande, som blev rakt op af mandehullet til mester, der var for tyk til at komme ned i kedlen. For at få fat i slammet skulle vi krænge os ned under trækkanalen, der var riflet. Når slammet var bragt op, skulle vi med nogle skrabere rense siderne og naglerækkerne. Den tyndeste af os læredrenge skulle være nederst under trækkanalen for at få slammet op, og man skulle bestemt ikke lide af klaustrofobi. Ca. 15 minutter kunne vi være nede i kedlen, så var det op for at køle af. Vi skulle være færdige med arbejdet til kl. 7 morgen, hvor fabrikstilsynets repræsentant kom for at tilse tæring på naglerækkerne, som vi havde renset med pikhammer og skraber. Belønningen var, at vi frit kunne drikke det mælk, vi havde lyst til. Vi foretrak at blande kærnemælk og fløde, det var særdeles velsmagende. Efter et bad i mejeriets baderum fik vi fri resten af dagen.

Ringning af tyre

Et andet arbejde gik ud på at ringe tyre, først som medhjælper, senere skulle vi selv klare opgaven. Til brug ved arbejdet var vi udstyret med et kort spyd, en slags syl, hvormed vi skulle stikke hul til ringen i den bløde del af snuden på tyren. Til brug for at lave hullet brugte vi en kløftet tang, hvor vi kunne stikke spyddet igennem kæberne på tangen. Tyrene måtte ikke være for store helst ikke ældre end trekvart til et år. Først og fremmest skulle der i stalden med reb lægges en stærk tøjring, så det var muligt at styre tyrens temperament. Som regel sørgede bonden selv for tøjringen. Når tyren var sikret, gjaldt det om at få et sikkert tag med tangen i tyrens næse ved den yderste brusk. En regel gjaldt, at havde man fået fat, måtte man ikke slippe taget. Som regel var der en dårlig belysning i stalden, så udstyret med en cykellygte mellem tænderne havde man tangen i venstre hånd og spyddet til at stikke hullet for ringen i højre hånd. Arbejdet skulle gå hurtigt, så snart spyddet var trængt igennem og drejet rundt et par gange, smed man spyddet, og bonden rakte ringen, der var formet som en nøglering med en lille skrue til fastspænding, som bonden også rakte til. Så snart ringen var drejet ind, kunne man med højre hånd isætte skruen og med en skruetrækker stramme skruen til, idet ringen hvilede på tangens skaft. Arbejdet var i bedste fald overstået på mindre end et minut. Ved urolige tyre var det noget af en dyremishandling. I Spanien går man til tyrefægtning. I Danmark kan alting ske, hør bare her!

Historien om Grev Horn

Grev Horn var en særpræget bonde, der kunne have en æske snus i munden på en gang. Han var ejer af en dejlig trelænget gård i nabolandsbyen. Grev Horn var kvægavler, og havde mange flotte køer og kalve. En dag blev jeg sendt af sted fra værkstedet til Grev Horns gård, hvor der skulle ringes 4-5 tyrekalve. De første 4 tyre var en passende størrelse, og arbejdet gik hurtigt. Den femte tyr var over et år gammel og temmelig voldsom. Jeg var ikke spændt på at ringe den, da det var en gammel lavloftet stald med nogle dårlige bindsler, og det var vanskeligt at lægge en ordentlig binding med rebet. Jeg protesterede, og bonden blev sur og kaldte mig for en "nusfas". Han skulle fan'me nok binde den, bare jeg ville ringe den, men han kunne ganske enkelt ikke styre den tyr. Det endte med, at jeg, for ikke at tabe ansigt, gik med til at ringe den skøre tyr. Bonden surrede tyren til en lodret stolpe, og jeg fik fat i næsen. "I guder, hvor den tyr blev tosset". Den tog nogle tag, så det rystede i hele stalden, og kalkpuds og halm dryssede ned over os fra loftet. Bonden strammede rebet og svedte bravt, medens jeg holdt fast i tyrens næse med tangen og var ved at blive kvalt af den forbandede cykellygte, jeg havde i munden. På et tidspunkt var tyren tilpas rolig til, at jeg kunne stikke hullet og få ringen i og låst den. Under nogle kæmpe snøft fra tyren fik bonden løsnet rebet, og jeg befriede den for tangen. Grev Horn havde tabt kasketten og fået en ordentlig bule i panden, "Satan til tyr, man har gået og fyldt ædelse i ". Tyren prustede og vendte det hvide ud af øjnene og gled langsomt ned i grebningen. "Nu er den dæl'me blevet træt" sagde Grev Horn, medens jeg samlede mit værktøj sammen, som var spredt over hele stalden. Det stod mig hurtigt klart, at tyren var ved at dø, og da jeg fik sagt det, brød helvede løs. Grev Horn for ud af stalddøren, råbte og skreg: "Den helvedes tyr, og din elendige smed, hvor er kællingen, ring for satan til politiet". Nu havde han mistet kiloprisen på en dejlig tyr, og jeg havde mistet lysten til nogensinde mere at ringe tyre. I en fart kom jeg på cyklen og kørte hjem til smedjen. Sådan gik det til, at jeg slog en tyr ihjel med de bare hænder.

Dyrlægen

Til tider kom dyrlægen i byen op i smedjen for at låne en læredreng til medhjælp, når han kastrerede heste. Han havde et seletøj, som blev lagt på plagen, og med et snuptag blev den kastet på jorden. Nu var det læredrengens opgave at række ham værktøjet til kastrationen eller være ved hovedet med en tot vat overhældt med æter, som blev brugt til bedøvelse, når dyrlægen var klar. Bonden selv rakte værktøj til dyrlægen og jeg tog hovedet og vattet. Plagen var meget urolig med sit hoved, og jeg havde meget besvær med at styre det og vattotten. På et tidspunkt fik jeg snuset for meget til totten og farvel og tak, jeg faldt i søvn ved siden af hesten. Et kvarter efter vågnede jeg op liggende på græsset, og operationen var overstået. Nu stod bonden og dyrlægen og grinede smørret og dyrlægen sagde: ''Du var sandelig til stor hjælp dreng, nu må du se at få brækket dig færdig, inden vi kører hjem”.

Brand- og sne foged.

Smeden var brandfoged. En gang om året, blev den hestetrukne sprøjte trukket ud af brandhuset ved gadekæret. Pumpen var placeret i et stort træ kar og blev betjent med et dræsinegreb til fire mand. Pumpen og slanger blev afprøvet og nye manchetter påsat pumpestemplet. I landsbyen var også en snefoged, der bestemte, hvem der skulle ud for at kaste sne i de strenge vintre i slutningen af fyrrerne. Fra smeden var det altid smededrengene, der blev sendt afsted. Det var en kold fornøjelse, men vi fik gerne en snaps af de voksne snekastere og hørte mange historier. Hele holdet blev også flere steder inviteret ind på kaffe og hjemmebagt kage.

Hos smedekonen var det et godt madsted, hvor bønderkarlene gerne ville med ind at spise til middag. Spændende datoer var 1. maj og 1. november. Der blev skiftet piger, og mange bønderkarle kom i smedjen for at spørge os, hvordan folkene levede på de forskellige gårde. Det var som sagt et godt madsted hos smeden, men det at bo sammen med andre var problematisk, der var meget drilleri og mobning.

16 år og aldrig kysset.

Nu var det på tide, at jeg fik en kæreste, mente min lærekammerat, som var byens storcharmør. Vi måtte gøre noget, og han foreslog, at vi inviterede en af hans piger ind på værelset, så jeg kunne overvære charmetesten siddende i klædeskabet. Næste aften var det hele sat i scene. En tjenestepige i byen, der var lun på min lærekammerat, skulle besøge ham på værelset, og jeg skulle i kærlighedsskole i klædeskabet. I klædeskabet opbevarede vi en sæk brænde til kakkelovnen. Desuden var bunden af klædeskabet fyldt med tomme flasker fra en hyggeaften sammen med købmandslærlingen. "Jeg henter pigen, og du sætter dig ind i skabet og holder ørerne åbne". Som sagt så gjort, jeg tog plads på brændesækken, kammeraten låste døren og hentede pigen.

Der blev leget kilde-kysseleg i hans seng, jeg lyttede til de mange lyde. Ih-åh-tihi- nej-nej lad vær osv. Tiden gik, og jeg blev temmelig øm i bagperronen af at sidde på brændesækken, og flaskerne i bunden blev mere og mere urolige. "Hvad er det", råbte pigen efter noget larm fra skabet, "Ah, det er bare en mus i skabet " råbte kammeraten og gav skabsdøren et ordentlig spark.

Ah nej, det blev værre og værre for mig at klare kærlighedsskolen. Uha nu kom et indeklemt host fra indelukket. Efterfølgende en lang tavshed fra de forelskede, og så skete det, man kunne frygte. Atjusss- - - et kæmpe nys fra skabet, og derefter min kammerats desperate spark på skabsdøren.

Det var godt nok for meget for pigen, Hun for op og råbte: ''Hvad fanden er der inde i det skab?", Hun fløj ud ad døren, og dermed var kærlighedsskolen forbi. "Tusind tak for det", og nu kunne jeg selv gå på jagt, hvad der også senere lykkedes. Selvfølgelig blev traditionerne ført videre til andre nye lærlinge.

Svendeprøven

Som afslutning på læretiden blev der aflagt en svendeprøve. Skuemestrene, en repræsentant fra smedemesterforeningen og en repræsentant fra smedeforbundet mødte op om formiddagen for at stemple det jern, som skulle anvendes til prøven. Min prøve bestod i at beslå en dobbelt vognhammel. Desuden skulle der smedes og hærdes en dom og en mejsel, som skulle afprøves af skuemestrene ved bedømmelsen. Sent på eftermiddagen mødte skuemestrene op for at bedømme svendestykket. I mit svendebrev kom til at stå ''bestået vogn- og beslagsmed". Min lærekontrakt lød på 4 år og tre måneder.

Den 1. august 1949 var min læretid udstået, og med 425 kr. på lommen flyttede jeg hjem til mine forældre, og efter en kort ferie fik jeg arbejde på Sukkerfabrikken Nykøbing.

Mine erindringer om Horreby smedje.

En fortælling af Ib Rasmussen

Johanne og Anton boede som nygifte i Axel Petersens fodermesterhus på Tværvejen.

De fejrede deres sølvbryllup, juni i 1961. Det var det første læreår hos smeden.

Mine erindringer om smedjen fra krigsårene til min læretid er som Jørn Faber Henriksen har fortalt - vi forblev venner til hans død i 2003.

I 1945 da Jørn kom i lære, var der lærlinge, der hed Andreas og Hilmer Bergholz samt en smedesvend, der hed Petersen.

Andreas som var fra Gedser gik målrettet med sin uddannelse - og læste til maskinmester- og sejlede i mange år med Kong Frederik fra Gedser.

Hilmer var en lille lyshåret smededreng. Han var god til at sætte Johanne på plads, når hun blandede sig for meget i arbejdsgangen ude i værkstedet. Han havde også pigetække. Han scorede altid, når der var bal i Listrup forsamlingshus.

Hos naboen, som var slagter, var Hilmer ofte medhjælper med slagtning, efter fyraften.

Slagteren havde en let fjedervogn, som Hilmer lokkede Jørn til at trække ud til bageren i Nr. Ørslev, med Hilmer siddende på agestolen og spillede violin på turen for at gøre anstrengelserne mere behagelig. Hos bageren blev optoget med musik belønnet med wienerstang og basser. Belønningen var fri bar i Listrup forsamlingshus ved næste bal.

En aften var Hilmer sikker på en scoring - og ville derfor have deres kammer alene til sit forehavende, - så Jørns' seng blev skilt ad - og båret op på Hjalmer Jensens' roekule, som lå bag smedens have.

Efter fyraften fik lærlingene en spand varmt vand over i vaskehuset (som lå op til deres værelser), den som først blev færdig, kunne fornøje sig med at smide resten af vaskevandet i hovedet på de andre. Men en dag gik det galt, Anton havde bemærket lidt meget uro og gik derfor over for at bese, men ak i kampens hede havde ingen bemærket mesters ankomst, hvorpå han måtte stå på skud for en fuldtræffer. Næste morgen kl. 6 var beslagskuret fyldt op med heste fra Peter Palle. - sådan.

Køretøjer i smedjen.

Det første køretøj som Johanne og Anton havde var en lndian motorcykel. Den blev senere monteret med en stor værktøjskasse på bagsædets plads.

Herefter kom en Ford 29 til som havde det berømte svigermorsæde bag førerkabinen.

Lidt om smeden og hans kone.

I min barndom og skoletid var det altid sommer, hvor jeg og mine kammerater ofte cyklede til stranden. Det var også Johannes og Antons' yndede fritidsfornøjelse at køre ned og tage en dukkert ved Generalens lysthus efter dagens dont. Smeden havde også hønsehold og duer- i en indhegnet hønsegård med hus. Anton sagde gerne - jeg går over og giver mine putter lidt mad og vand. Det var hans hobby. Kom der en kat - ja så var den fredløs, så længe den var på smedens grund. En morgen kom Anton grædende ind fra hønsegården - en blodtørstig mår havde gjort det af med de fleste høns og duer. Johanne græd smerteligt over tabet også. Så Anton fik sin bror Vilhelm til at tage et par fridage - og så blev der lavet ny hønsegård, som var totalt lukket på sider og fra oven -så kunne hans hobbydyr blive skånet for sådanne angreb. Så imens Vilhelm og jeg ordnede det, var der fuld forplejning fra Johanne.

Smedjen overtog Johanne og Anton efter Johannes morbror, Peter Nielsen, hvornår ved jeg ikke, medens Anton var ansat som smedesvend her. Johanne stammer fra Stokkemarke, hvor Johannes morbror, Peter, så havde smedjen her. Det var Lars Chr. Nielsen der byggede Horreby smedje. Født i Særslev d.1.- 4.1858.Ved sin død d. 10. -4. 1946, blev han begravet i Falkerslev. Hans søn Peter overtog smedjen efter Lars Chr. Men hvornår ved jeg ikke.

Fortællingen siger, at Peter, flyttede over til Nr. Ørslev, hvor der har været teknisk skole - overfor ungdomsskolen. Han døde også i 1946. Anton har fortalt, at her gik han på teknisk skole. Anton stammer fra Karleby. Hans far var vejmand og hed ?? Larsen og moderen hed Bertha. Anton havde 4 søskende: Hans Larsen, var gdr. ejer, (den gule gård over for Hullebækvejen i Nr. Ørslev. v. 1915 stenen for kvinders stemmeret). Vilhelm Larsen var kommunal vejmand og boede i sidste hus ud af Karleby samme side som gartneriet. Richard Larsen var tømrermester og boede i Karleby udflytter imod Meelse. Karen Steinmeier var gårdmandskone på en gård på vej mod Sdr. Grimmelstrup, nær Horreby Lyng.

Min tid i Horreby smedje

Min entre til læreplads som smed skete på den måde, at efter min konfirmation fik jeg arbejde på en af byens gårde- hos Folmer Piil - ofte på grund af min unge alder, måtte jeg afsted på cykel efter bolte - plov- og radrenserskær m.m. og snuset til værkstedet og dets muligheder.

Det startede med, at jeg en aften kørte til smeden og Johanne for at spørge om jeg kunne købe en 15 tommer svensknøgle, som skulle være julegave til min far. Vi faldt i snak, og jeg blev spurgt om mange ting og sager. Johanne udbryder så, - Ib- kunne du ikke tænke dig at blive smed ligesom din oldefar- han havde haft Bruserup smedje på Sydfalster. Jo tak - men det lyder da spændende - I hører fra mig, når jeg har været hjemme og talt med mine forældre. Det betød jo, at jeg 4 år og 4 mdr. skulle være på kost hjemme. Mor sagde, du må jo være stolt, at sådan blive trukket ind i en læreplads. Sådan begyndte min karriere som smed. Efter små 2 år, måtte jeg tage afsked med Folmer Piil og hans familie til et sted der havde været lærerigt med maskiner, landbrug og husdyr.

Den 1. maj 1961.

Med 4 år og 4 måneder blev Horreby smedje min læreplads. Arbejdsdagen var fra 07.00 - 8.30 og til kl. 9.00 var der frokost. Middagspausen var fra 12.00 til 13.00 klokken 17.00 var det fyraften. Mine forældre havde en ejendom på Vestergårdsvej - så var det bare hjem til varm middagsmad, når klokken var 12.00. Jeg var nu blevet 16 år og måtte køre på knallert.

Da jeg gjorde entre i Horreby smedje var der en konstruktions og landbrugsmaskinkyndig smed Jørn Faber Henriksen, som tidligere omtalt- lærte til smed her fra 1945 til 1949. Her boede han sammen med sin familie i den gule villa ved alderdomshjemmet.

Marius Petersen var mekaniker og boede med sin familie ved siden af kommunekontoret i Eged. Så var der lærlingen, og det var mig.

I foråret 1962 blev vi rekrutteret til Johannes have for at grave og sætte kartofler

Marius arbejdede mest med biler og traktorer. Han lavede også centralvarme og vandværker på gårdene i omegnen. Der var Horreby og Virket vandværk, som også blev udvidet og vedligeholdt. Hans servicevogn var den gamle lndian motorcykel.

Jørn var den der kunne lave alt, hvad der skulle svejses og gøres ved bøndernes vogne og maskiner. Han havde en periode arbejdet på sukkerfabrikken, så det gav et godt overblik, når der skulle repareres. Bellinge var i en rivende udvikling med maskiner og vogne med tip. Det var lige noget for Jørn.

Det kommunale vejvæsen fik også maskiner der skulle vedligeholde vores vejanlæg. Hos daværende Peter Palle senior blev mekanikken også en stor udfordring. Roland Piszcsek fra Sakskøbing var også kunde, når amtsvejen i vores område skulle have en omgang.

Vores mejeri var også en god arbejdsplads - her skulle renses kedel en gang om året. Det foregik fra sen eftermiddag og om natten. Det var en spændende - og varm opgave, at få skovlet slammet ud, så den var klar til fabrikstilsynet, som kom til syn- og trykprøve næste morgen.

Vi stod også for pasning og udvidelse af forsyningsledninger for Horreby- Virket og Karleby vandværker. På Horreby alderdomshjem kom vi også for at servicere varme- og vand anlæg. Jeg husker, da der skulle ombygges til oliefyr- ny m.m. skar vi gevindrør på 2½ tomme. Det var noget der trak musklerne, men sådan var det dengang. Jeg husker, at Marie, som stod for køkkenet sagde: ”Gå ind og ring til din mor og fortæl, at den står på rødspætter her på hjemmet”, så jeg kom ikke hjem til middag den dag. Sådan gik det flere gange, når jeg var på hjemmet.

Jeg vil også lige indskyde. Da den første uge var gået kom Johanne ud med løn torsdag aften. Lønsedlen var sirligt skrevet bag på et giroopkrævningskort.

45 timer a' 71 øre i alt kr. 31.95, det var lønnen det første læreår.

Jeg var den første lærling, som gik på fagskole om dagen. Her gik jeg 3 gange 6 uger på det gamle sygehus, som nu blev brugt som fagskole. De sidste 6 uger foregik på Ollerup håndværkerskole på Fyn.

I min sidste læreperiode, var jeg en tur på Haslev beslagskole. Det bestod hovedsageligt at arbejde ved esse og ambolt.

Ved læretids ophør skulle der laves svendestykke, og det blev lavet i Horreby smedje ved esse og ambolt. Jeg valgte at lave et sæt port beslag med rikrampe og lukketøj. Da den ene halvdel var lavet, kom svendeprøve-kommissionen for at bese arbejdet, efter det blev det stemplet med en bestemt dorn, så var der ingen vej tilbage, man kunne så ikke kassere noget, for at få gjort arbejdet færdigt, men det gik godt. Jeg blev den sidste lærling, i Horreby smedje, der lavede svendestykke ved esse og ambolt.

I 1960 Skiftede smeden den gamle Ford ud med WV. Pickup. Den blev i de første år kun kørt af smeden og Johanne. Jeg husker, at Jørn og jeg installerede central varme hos Herluf Hare i Virket. Kørt til Virket kl. 7.00 og hjem igen kl. 17.00.

Det første år af min læretid var ofte skræmmende. Anton og Marius røg hurtigt i flint med hinanden, men han var ofte ude på gårdene og arbejde, så faldt der igen ro over værkstedet. Marius flyttede senere til Næstved, hvor han fik arbejde på papirmøllen, (i efteråret 1961så vidt jeg husker).

Et par år senere ville Jørn tilbage til Sukkerfabrikken. Jeg var blevet 18 år og havde fået kørekort til bil og motorcykel. Så nu var der kun Johanne, Anton og mig til at køre smedjen videre. Jeg overtog på det tidspunkt min fars gamle Nimbus med sidevogn. Med den kunne jeg klare mange små opgaver hos omegnens landmænd. Rørbukken stod imellem motorcykel og sidevogn. Værktøj og rør i halve længder- og så var det ellers afsted. På et tidspunkt mente Johanne og Anton, at jeg var blevet SÅ kørekyndig, at nu kunne jeg køre ud på arbejde i smede Pickuppen. Jeg husker at jeg måtte nive mig selv i låret - er du vågen. Den første tur gik til Karleby Station for at afhente nye plovskær og kultivator spidser. - Stor dag.

Selv om jeg er udlært som Vogn og Beslagsmed, blev det oliefyr og centralvarme der fyldte meget i smedens ordrebog. Det gav mig et godt kendskab- og venskab til mange husejere og landbofamilier i omegnen.

I 1963 Fik Johanne og Anton en ny ung lærling, 14 år og skoletræt, der hed Niels Skytte, der efter endt læretid så vidt jeg husker, drog til større læreanstalter for at læse til maskinmester. Palle Skov overtog så lærepladsen, og efter endt læretid drog han til Nybeton i Nykøbing.

Mine erindringer om Smedjemutter.

Johanne elskede at komme med belærende hentydninger om det liv vi lærlinge nu havde foran os.

Sex - ja det var noget der hørte ægteskabet til - og hun sagde bedyrende: ”Anton var forlovet i 7 år- og gjorde ikke noget” - med det tonefald, at Anton måtte kigge dybt i kaffekoppen.

Når vejret var til det, elskede hun at ligge fra soveværelsesvinduet og kigge ud på smedepladsen, når der var gang i den her. Vi mente, at det var for at lufte sin BARMhjertighed.

I starten af min læretid måtte alle banke på køkkendøren, når en nedstrygerklinge skulle skiftes - og kun en klinge ad gangen. Når hendes humør var til det, vankede der en tår eftermiddagskaffe, - ellers blev der sagt: ”Bdr. Dahl er i telefonen”. Johanne var skidevaks, når landmændene kom til værkstedet. Hun skulle jo nødigt gå glip af, hvad deres ærinde måtte være. Det var værst efter jul, landmændene ville gerne have regning til skattevæsnet. Efter en dag eller to ved skrivebordet, blev Anton ”farlig”, som vi sagde. Han smed resolut sine træsko ud i mellemgangen og fór direkte hen til essen og tændte op, hvis vi ikke havde gjort det i forvejen. Vi havde en stor kasse med smedede kramper, som vi lavede i ledige perioder. Han fandt nogle plovskær, der skulle bankes ud - og så blev der raset af med det- derefter fik vi en snak om arbejdsopgaver- og væk var han igen. Det var måske en afreaktion, i stedet for at give Johanne en røvfuld.

Fortællinger om arbejdet hos smeden.

Omegnens landmænd kom med deres maskiner, for at få hjælp til at komme videre. Ofte, når det var sæson kom de med en møgspreder halv fuld med gødning og knækket bundkæde slæbende bag efter møgsprederen. Det værste var, når den var læsset med hønsemøg. Alle vinduer i nabolaget blev lukket, og når jeg kom hjem fra arbejde, blev der holdt afstand, selv om vi havde landbrug derhjemme også. Men jeg kan fortælle, at med de stakkels bønderkarle, sørgede vi for, at de også blev dunstet til. Johanne havde også bemærket luftforandringen, hvor hun sagde kommanderede: ”Få den vogn lavet, så vi kan trække vejret igen”.

Punkterede hjul havde vi også mange af. Knallerter og plæneklippere - og cykler blev også repareret - og til konfirmation solgte smeden også en ny cykel. Dengang huggede vi mange cykeleger ud, når de ikke kunne justeres og monterede så nye eger.

Det var jo i mejetærskernes barndom og der røg mange marksten med op i cylinder og bro - og det var Anton god til at få rettet til igen, så arbejdet kunne fortsætte. Ligeledes blev der af en anden grund bøjet mange nåle på halmpressere, - efter en tur i essen, blev det atter brugbart. Anton solgte også en del J-F. mejetærskere som var egnet til mindre landbrug. Tyre ringede vi også, men Anton ville ikke være med, hvis de var blevet for store, men det var en god sport for os unge.

Senere lavede jeg en tyreringstang til at ordne den sag med. Dyrlæge Lindegaard har vi også hjulpet. Han kom en dag og spurgte, er Ib på værkstedet, for jeg har brug for hans hjælp, - vi skulle ud på en gård og klippe hugtænder på en orne - uha tænkte jeg, det må komme an på en prøve. Heldigvis var der en so, der var ornegal, orne og so blev bragt sammen og orne havde kun et i hovedet. Dyrlægen og jeg sprang i båsen, han løftede op kindflæsket og jeg klippede med boltsaks af hjørnetænderne, imens ornen yndede sig om sit.

Vinduesfabrikken Panorama var i rivende udvikling og skulle derfor bygge en ny fabrikshal i 1963, hvor smeden blev tilbudt at udføre varme og vvs. Anton tøvede med opgaven og spurgte, om vi nu kunne klare det, hvor jeg svarede - kan du magte at skrive regningen, skal vi gøre vores yderste for at løse opgaven. Anton tilbød, at så fik vi en elektrisk gevindskærer, det var bare guf, at ikke skulle stå og skære 2 tommer rørgevind med håndkraft. Vi kom i gang med arbejdet og ugen efter kom mester og sagde (Oktober 1963) fra nu af og resten af din læretid får du FEM kroner i timen, har Johanne og jeg besluttet. Det var en solid ballast at arbejde videre med.

Jeg husker også somme tider, vi skulle servicere Virket- eller Karleby vandværker, så sagde Anton. Spørg din mor om at få madpakke med, for vi kommer ikke hjem til middag i morgen. Vi drog så af sted fra morgenen – og Johanne måtte så styre værkstedet. Det var ikke altid lige nemt, ”Hun bliver så let urolig” sagde Anton. Så Volmer Hare - Købmanden i Virket - kom og bad om at han skulle ringe hjem.

Når det så blev madpakketid, sagde mester, Ib du har vel ikke penge med, så vi kan få en øl til maden. (Anton havde kun sit kørekort i sin vest lomme.) Næste dag kom Johanne ud med 3 kroner for to øl, med den bemærkning: ”I har nok flottet jer”. Somme tider med et stort smil - og somme tider et stramt smil.

Men altså Anton var altid, - følte jeg, - en fri og glad mand, når vi var ude og arbejde sammen. Somme tider var vandforsyningen afbrudt og det blev fulgt op med forespørgsel fra byen koner: ”Hvornår kommer der vand igen”? Hvorpå Anton svarede muntert: ”Gå over til Volmer og få øl, deri kan kartofler godt koges”.

Når vi skulle udskifte eller lægge nye rør, som Anton havde målt op, det blev gerne skrevet ned for eksempel: 2,16,5 + 2. - altså 2 meter 16,5 tomme og 2 gevind længder alt efter rørstørrelse. Det kneb Anton med at se de små centimetertal, så derfor blev tommer aflæst. Når det ikke var i hele tommestokkens længde.

Med alderen forsvandt Antons tænder. Han hadede læger og tandlæger. En fortand var det sidste han kunne bruge til at bide fra sig med. Langt om længe røg den også ud. Guderne måtte vide, hvem der fik ham til at skifte tøj - og køre til tandtekniker, men dagen kom, hvor vores smedemester kom hjem med et dollargrin af nye tænder. Lille Dorthe kom spændt ind i værkstedet, for at se smeden. Han måtte anstændigt let foroverbøjet smile til den lille pige. Prompte udbrød hun: ”Hvor du nu ligner min farfar” (Richard Larsen, Karleby).

Sådan kunne jeg fortsætte med mange sjove-og gode oplevelser fra min tid i Horreby smedje, men redaktøren af bogen er velkommen med flere oplevelser herfra.

Sidst på året i 1967 valgte jeg at prøve noget nyt. Min forlovede Ingrid og jeg flyttede til Holbæk, hvor jeg fik job hos en maskinhandler. Efter 2 år gik turen tilbage til Falster, hvor vi havde købt hus i Horreby. Jeg genoptog mit arbejde hos Anton igen, - men der manglede noget efter det i Holbæk. Efter et par år fik jeg arbejde hos en smed i Nykøbing.

Anekdoter:

1960 – Viggo Jensen

Smedeparret Johanne og Anton Larsen var meget flinke og dygtige mennesker. Anton var specielt meget dygtig til at stille et bindeapparat på en selvbinder (binder knuderne på båndene på negene). I det hele taget var han en meget dygtig smed med 3-4 lærlinge og svende. Johanne var en dygtig husmor, der tog del i arbejdet på værkstedet (regnskabet).

Jeg husker engang jeg var derovre. Jeg havde min søn med, som dengang var 3 år gammel. Ham var Johanne meget glad for. Mens vi står og snakker, får min søn revet en stor jernblok ned over sin storetå, som derved blev smadret. Efterfølgende fik både smeden og jeg med store bogstaver fra Johanne fortalt, hvad vi var for nogle kvæghoveder.

1950 – Fin B. Larsen (født ’44) (Antons farbror)

Som dreng hos smeden kørte vi i Ford A, når vi skulle på familiebesøg hos familien på Lolland. Bilen havde plads til 2 personer, men der var en klap bag kalesjen, hvor jeg sad. Ford A’en blev også brugt til arbejdet, når Johanne skulle hente reservedele. Når der kom folk i smedjen, stod Johanne i døren og spurgte hvad de skulle. Der blev kun betalt regninger 1 x årligt, når landmanden havde fået roepenge. Så kom der vinflasker på bordet. Kom man hen og hentede noget om lørdagen sagde Johanne: ”Det er lørdag”. Når Johanne lavede hønsefrikassé, ringede hun altid efter vores børn.

1958-1961 – Kirsten Hansen

Jeg er omkring 8-10 år gammel, vi skulle gå ærinder for vores far til smedjen for små-reparationer eller hente reservedele til landbrugsmaskiner. Når Anton var alene i smedjen og var sikker på, at Johanne ikke var i nærheden, var tingene enten gratis eller kun kostede nogle få kroner. Min lillesøster – en lille rødhåret hvirvelvind – havde vundet Antons hjerte, så hun skulle aldrig betale, men hvis Johanne stod i døren til privaten, rømmede hun sig og sagde:”Antonnnn”, så var der ikke noget der var gratis.

Anton husker jeg som en hyggelig ”gammel” mand, der altid havde tid til at vise os, hvordan essen virkede og hvordan man lavede hestesko. Smedjen var for os at se et stort rod, men han kunne altid finde den dims vi var sendt i byen for at hente. Johanne husker jeg som en lille ”tæt” kvinde altid iført kjole og perfekt strøget, stivet og hvidt smækforklæde og for sin fine og velpassede have.

1950 – Helmer Hansen

Under et besøg hos smeden, husker jeg, der blev lidt ballade i værkstedet. En lærling: Niels Åge, begyndte at lave numre – hvorpå en stærk smedesvend: Hilmer Bergholz, smed lærlingen op på filebænken – hvorpå Johanne stak hovedet ud i smedjen og spurgte, hvad der skete – ”Ikke noget” sagde Hilmer.

Tidslinje:

På smedjelodden eller Kimmer lodden (matrikel 32) skulle der have ligget en smedje, som blev flyttet op til Horreby, muligvis af Lars Christian Nielsen.

1890: Lars Christian Nielsen (f 1858) bygger Horreby Smedje, da han er 32 år på matrikel 9B, sandsynligvis der hvor gården til matrikel 9 blev flyttet ud af byen i 1811 (matrikel 9A). Han er morbror til Johanne.

1909: Hans Peter Nielsen køber/overtager d. 24. juni 1909 smedjen af sin far og tilkøber i 1934 matrikel 9c af kommunen.

1941: Anton M. Larsen (f. 1905 d* 1986) køber smedjen d. 17. november 1941. Gift med Johanne (f. 1909 d* 1988) – niece til Lars Christian Nielsen, som byggede smedjen.

1986: Smedjen lukker ved Antons død og overtages af Johannes familie.

2017: Smedjen nedrives, da den er i meget dårlig forfatning.

2021: Smedegrundens shelter opføres af frivillige fra Horreby under ledelse af Poul Andersen.